Ikke bare et ”hypet” talent

Jeg må ærligt erkende, at jeg har sovet lidt i timen, når det gælder disse nye kunstnere fra Reach Records. Jeg har følt, at lyden begynder at lyde for meget som hinanden, og at man næsten ved, hvad der sker på det næste album, når tracklisten bliver offenliggjort.
Men Andy Mineo har skabt et album, hvor han kommer vidt omkring. Andy Mineo er et multitalent, da han både rapper, synger og endda har lavet noget af produktionen på albummet.
Sange som ’Ayo!’, ’The Saints’, ’Wild Things’, ’Take Me Alive’ og ’Uno Uno Seis’ kan sætte liv i ethvert anlæg. Især i ’The Saints’ med KB og Trip Lee viser alle tre rappere, at de kan skifte tempo i deres rap, hvilket man som rapper selv ville ønske, at man kunne. Dog er det en sang, som ikke siger mig særligt meget, da denne stil ligger på næsten alle af Reachs udgivelser: Sange med gang i, og som næsten gør, at teksterne i sangene bliver lagt for meget i baggrunden. Dette er dog en af de bedre af slagsen.

Nu til det, jeg mener, er et køb af albummet værd: Der er vildt mange historiefortællinger på dette album, hvilket jeg elsker. En kunstner der kan udtrykke, hvad han føler, på en måde så man kan mærke, hvad han går igennem, er noget, som kan sætte tankerne igang. Nummeret ’Bitter’ starter med en telefonbesked fra hans far, hvori man kan føle forholdet til hans far. Det samme på sidste nummer på albummet ’Death Has Died’, hvor han taler om, at han ikke snakker med sin familie, og sidste gang, han så sin familie, var til hans fars begravelse.
Produktionen er i top. Fra de sange, hvor der er gang i, til de dybe føler jeg, at der er historie i selve melodierne, hvilket løfter albummet sindsygt meget. Så hvis man er til Reach-udgivelser, så er dette et must. Andy Mineo er ikke bare godt ”hypet”.
Dan Conrad